Steen V. Mogensen
                      email: mogensen@bellsouth.net
 

Antarctica 2006
Ekspedition logbog

Home

English Version

Tilbage til Antarktis

Jeg har nu været på isen omkring en uge og det føles godt at være tilbage.
 

Forskere på vej om bag Big Razorback øen for at skifte knækkede identifikations numre på en af sælerne.
 

Der er 7 personer i lejren i øjeblikket. Doctor Bob Garrott ankom for et par dage siden og Doctor Jay Rotella tog hjem. Ward forlod Antarctica netop som jeg ankom og det lykkedes os kun at snakke i 3-4 minutter før han var på vej ud til det ventende fly på landingsbanen ude på hav isen.

Der er mange sæler her i år og også mange unger. Det ser ud til at det faktum at B15, det gigantiske isbjerg der har blokeret McMurdo sundet de sidste par år, nu er drevet længere nord på, har haft den positive indflydelse at sælerne kommer tilbage til kolonierne. Den sidste optælling, gennemført sidste søndag, viste en total på 908 sæler hvoraf 425 var unger. Sidste år var det totale antal unger for hele perioden kun 269.
 

Efter mange timer i luften og flere dages ventetid ankom jeg endelig i lejren i aftes.
 

Jeg havde alle tides dag i går hvor jeg lejede en motorcykle og kørte en tur i bjergene.
 

På vej op mod "Arthur's Pass" i de sydlige alper i New Zealand
 

Bare det et komme dertil er i sig selv noget af en opgave. I dette tilfælde er det en tur der tager mig halvejs rundt om jorden fra et varmt Georgia til et koldt Antarktis.
 

Last rummet på den C130 transport maskine der bragte os retur fra McMurdo til Christchurch i december 2005. De orange net du kan se i baggrunden fungerer som sæder og der sidder vi så, knæ mod knæ, det meste af turen. Hvis forholdene tillader det giver piloten lov til at vi kan bevæge os rundt og folk finder hurtigt mere komfortable sidde eller ligge pladser på gulvet eller oven på godset.
(billede fra 2005)
 

Flyveturen fra Christchurch til McMurdo foregår med en militær transport maskine der lander direkte på isen. Denne del af turen foregår i en rimelig behagelig C17 maskine med rigtige sæder, hvis man er heldig, og ellers i en C130 hvor man sidder i nættene. De sidste 25 kilometer til lejren foregår på snescooter eller i vores "Pisten Bulley", men jeg har først nogle dage i "Mac Town".
 

Lejren ved Big Razorback øen.         (Billede fra sidste års ekspedition)

Hytterne blev trukket ud til Big Razorback øen for nogle dage siden og holdet er flyttet ind. Livet på isen er begyndt.
 

Her til aften hørte jeg endelig fra Ward at de er kommet til McMurdo. De er nu igang med at gennemføre de forskellige sikkerheds træninger og orienterings møder. Kelly Proffitt og Mark Johnston, der begge har været på isen flere gange, skal ikke igennem de samme grundlæggende træninger men kan klare sig med en kortere opfrisknings træning. Kelly og Mark er igang med at få det forskellige udstyr klar til at etablere lejren.
Noget at udstyret, så som hytterne, sne maskiner og andet primært udstyr har været opbevaret i McMurdo siden sidste år. Alt dette udstyr er blevet vedligeholdt af "Winter Over" folkene, der har været her hele vinteren, og udstyret bliver nu klargjort og pladseret i, hvad der kaldes, "Transition Zone" området på isen ud for basen. I løbet af de næste dage vil Kelly og Mark flytte en del af vores standard udstyr ind i køkken og udstyrs hytterne så de forhåbentlig kan trækkes ud til Big Razorback øen en gang i næste uge.
 

Så venter vi på vejret

Jeg har ikke hørt noget idag så de har måske fået flyve tilladelse og er på vej til isen nu.
 

Sommeren er på vej til Antarctica. Med sommeren stiger aktivitets niveauet på de få isolerede baser rundt omkring på kontinentet og livet vender langsomt tilbage.
I mange måneder har alting været skåret ned til overlevelses niveau med kon nogle få mennesker der blev igennem den kolde mørke vinter for at holde det hele igang.
Solen er ved at vende tilbage til "Ross Island" og med solen kommer også "B009", the forsknings hold fra Montana State University some jeg var med sidste år i lejren ved Big Razorback øen.

Den første del af holdet forlod USA 30 September. Første stop er Christchurch i New Zealand hvor alt det personling overlevelses udstyr bliver udleveret. Dette udstyr er stort set alt den beklædning den enkelte har brug for til at klare det ekstreme vejr og forholdene på isen. Den tykke karakteriske røde parka "Big Red", de store hvide arktiske støvler "Bunny Boots" og en masse langt undertøj, huer, hansker osv.  Alt dette udstyr bliver udleveret nu da man skal bruge det meste af det på den sidste flyvetur, den militære transport maskine fra Christchurch ned til McMurdo.

Jeg er endnu ikke med holdet. I år tager min kollega, Ward, den første del af turen og jeg følger så efter i begyndelsen af november når Ward tager hjem. Hvis vi er lidt heldige mødes vi måske dernede, men det afhønger alt sammen af vejret og flyveforholdene.

Vejret er også hvad der holder dem i Christchurch lige nu. De sidste 6 timers flyvning til McMurdo er blevet aflyst de sidste 2 dage. Dette er ikke usædvanling og holdet har faktisk været heldige at flyvningen er blevet aflyst før de lettede. Det sker ind imellem at flyet kommer helt derned for derefter at blive sendt tilbage til New Zealand. Når man har været oppe siden klokken halv fem om morgenen bliver det en meget lang dag.